Udstillinger:
2025 Sep. Open by Night, Ans Sognehus
2023 Sct. Sørens Hus, Sognehuset i Gl. Rye
2013 Caféen hos Slagteren, Sct. Mathias Marked i Viborg
2012 Kursuscenter Silkeborg Tekniske Skole
2011 Vrads Købmandshandel
Du er meget velkommen til,
at kontakte mig og aftale et tidspunkt, hvis du har lyst til,
at se mine malerier i mit hobbyatelier.
Tørretiden for oliemaling kan tage dage eller uger før næste trin i maleprocessen, afhængigt af hvilke maleteknikker jeg bruger, men det passer fint nok til mig og mit liv.
Mine malerier er typisk mange måneder undervejs.
Derefter går der yderligere ca. 6 måneder, inden malingen er hærdet nok, til at maleriet evt. kan lakeres.
Inspiration finder jeg alle steder.
Det kan være i naturen, fotos, farven på en serviet, meditationer eller det opstår intuitivt i maleprocessen.
Nogle gange laver jeg kildemateriale af forskellige fotos, som jeg sætter sammen og redigerer, for at få en ide om hvilke farver og hvilken retning, jeg vil med maleriet.
Når først jeg er i gang med at male, ændrer det sig ofte til en mere intuitivt og legende proces, hvor jeg let glemmer fotos eller kildemateriale, men maler det der lige føles rigtigt.
Maleprocessen går lidt sine egne veje...
Hvis jeg går i stå med et maleri, prøver jeg sommetider forskellige muligheder af ved at fotografere maleriet, for derefter at male forskellige effekter på fotoet i Paint, inden jeg maler videre på lærredet.
Jeg tænker ikke på, hvor malerierne kan passe ind, eller hvad der er oppe i tiden. For mig handler det om:
Kreativitet * Farver * Fantasi * Ny Læring
Min baggrund:
Jeg er født i 1969, og opvokset i omegnen af Silkeborg.
Naturen har altid været tæt på. Som barn var det min legeplads, som voksen er det der hvor jeg lader op, og bliver inspireret og fascineret af dyr, planter, skyer, lyset i det åbne landskab og skyggerne i skoven...
Vi har boet 27 år i naturskønne Vrads, inden min mand og jeg i 2016 flyttede til Sahl, hvor vi også bor tæt på smuk natur. Her har jeg fået indrettet et Atelier, hvor jeg kan hygge mig med min malehobby.
Tidligere har jeg deltaget i mange kurser inden for forskellige kreative håndværk.
Jeg har altid elsket at arbejde med farver, former og forskellige materialer. Kreativitet er en stor del af min identitet.
I 2007 fik jeg en ny hobby, der har hængt ved lige siden, bortset fra 4 år hvor alt kreativitet var sat på pause.
Jeg så en udstilling med smukke oliemalerier malet af Friedrich Joost, og så skiftede jeg 19 års hobby med slibning af smykkesten ud med oliemaling, pensler og lærreder.
Jeg er ikke på arbejdsmarkedet længere, men heldigvis kan livskvalitet findes alle steder. For mig er det indimellem at sidde i fordybelse, og male hvad der nu engang dukker op på mit lærred.